“Der stod ikke skrevet over min vugge, at jeg skulle være maler – og arbejderklassen har jeg aldrig tillært mig. Jeg kom fra en klasse, der var under arbejderklassen! Og som overklasse og underklasse – de kan begge dele: de laver deres egne regler.”
Citatet er fra en film, jeg lavede sammen med en ven om kunstneren Finn Birkelund i 2011. Den ligger på YouTube, og jeg elsker stadig at se den. Finn gav mig gennem vores samtaler adgang til en form for dannelse, som gjorde, at jeg kunne knække koden til både kunsten og visse sociale kredse, hvor det at kunne tale om kunst er en adgangsbillet.
Min ven Finn er fra 1946, men vi havde det sjovt sammen allerede fra første gang, vi talte om kunst. Det var tilbage i 2000 – og en kæmpe horisontudvidelse for mig. Jeg stod model for ham i flere år, og det var en gave at få et tavst indblik i hans kunstneriske virke, når jeg kunne betragte ham male i timevis. Jeg kendte ikke noget til kunst, men med Finn kunne jeg drøfte den i sammenhæng med historie, filosofi, religion og psykologi.
Efter mødet med ham gjorde jeg det til en vane at besøge et kunstmuseum eller to, hver gang jeg var i en ny by. Jeg gik rundt med min lille notesbog og skrev op, hvad jeg skulle undersøge nærmere, når jeg kom hjem – for det var før, man måtte fotografere på museer som i dag. Jeg så udstillinger med Van Gogh i Amsterdam, Miró og Picasso i Barcelona, David LaChapelle og Andy Warhol i Paris, Sally Mann i København, ægte Monet og Dalí på MoMA i New York, men også fantastisk kunst i Harlem på et museum, der udelukkende viste sorte kunstnere.
Efter nogle år kunne jeg begynde at se på kunst og forstå, hvilken tid den var lavet i, hvilken kunstner der stod bag, og hvor i deres karriere værket hørte til. Det var en ny verden, som jeg for altid vil være taknemmelig for at have mødt – og foldet ud med stor passion – gennem Finn. Vi har også sammen nørdet i hans hjemmeside hvor han en overgang lod følgere se hans 3 x 4 meters kartoffelmark som en ironisk kommentar til både livets gang såvel som institutionskunsten.
Kunst er siden blevet en fortsat fornøjelse. Der er altid tid til kunst. På vej hjem fra årsmødet sidste weekend fik jeg fx lokket Lars Møller med ind på Kunsten for at se et fotografi af den dygtige socialrealistiske fotograf Nan Goldin. Det skuffede ikke. Kunst skuffer aldrig – for det er, med Finns ord, “alt, der vækker følelser – og det behøver ikke være pænt eller behageligt!”
Jeg ønsker med denne episode fra mit eget liv at belyse, hvordan kunst og kultur har haft – og stadig har – en betydning i mit liv. Det er ikke kun “pænt at se på” – det kan meget mere. Det kan frisætte tanker, understøtte en fælles forståelse og give stof til eftertanke. Det kan endda udtrykke det forbudte eller skamfulde implicit.
TAK til de kunstnere, der lægger blod, sved og tårer i at skabe noget, vi andre sjældent forstår at værdsætte økonomisk. Det gælder også Ludvig, som lige har haft præmiere på sin film. Det gør en forskel, at alt ikke skal være til umiddelbar gavn – og det er en del af den “åndelige oprustning”, der tales om.
Du kan se filmen om Finn her: https://www.youtube.com/watch?v=eTTG3UpJwAU