Jeg går rundt i en virtuel have – det er magisk – næsten som jeg kender det beskrevet fra det psykedeliske univers jeg fagligt beskæftiger mig med. De andre i rummet er bare torsoer af små malede blade og jeg selv kan kaste ‘mine blade’ op foran mig og bevæge mig mellem de store planter omkring mig – hver gang jeg går et nyt sted hen forvandles det sorte intet til en frodig virtuel have. Jeg slår lidt prøvende til et blad – den bevæger sig. Jeg møder en af de andre torsoer – jeg ved ikke om det er den ven jeg kom med – jeg interagerer og opdager, at der sker noget helt nyt i vores – nu – fælles univers. Vi er stille og sammen prøvende, for ikke at ødelægge den helt unikke oplevelse og stemning vi har med hinanden lige nu og her……
I weekenden var jeg på Jorn Museet i Silkeborg. Her har de lige nu en udstilling der hedder Livsangst og en af kunstværkerne er en VR oplevelse som er meget interessant for mig som psykolog. Det er et oplæg til at opleve mødet mellem mennesker, natur og teknologi. Jeg kender kunstneren Michelle og vi har haft flere samtaler om kunst og hvordan det kan være en del af behandling og at arbejde med traumer. Du kan se mere om oplevelsen HER.
Jeg prøvede installationen for tredje gang – denne gang med en jeg kender godt. Første gang var med en jeg slet ikke kendte på kulturmødet på Mors. Det var stadig magisk – oplevelsen kan i den grad anbefales.
Kunst kan noget helt særligt – det kan forbinde mennesker og det kan flytte vores indre. Jeg har skrevet om Finn Birkelund som en af mine helte – han siger “kunst skal vække følelser – ikke nødvendigvis behagelige eller pæne, men ægte følelser”.
Dette opslag lægger naturligt op til at jeg støtter projekt Lydens by og Museet i Struer der har en meget rost udstilling om det at være ordblind. Det gør jeg også – meget. For når man kommer til Struer skal man kunne hænge ud på havnen i godt vejr men også se noget indendørs på regnvejrsdage. Vi har høj kvalitet her i kommunen og jeg er stor fan af stemmegaflerne på T. W. Jensens Stræde – ikke mindst fordi de inviterer til interaktion.
Men jeg har også et andet ærinde! Jeg har årskort af slaggen +1 til flere af de danske museer. Jeg bruger det specifikt med klienter, som jeg ønsker at have en oplevelse med udenfor det vanlige terapeutiske rum. Som et neutralt sted hvor mine klienter kommer lidt tættere på privatpersonen Dorte uden at det er grænseoverskridende for nogen af os. Det kan i terapien have mange formål som jeg ikke skal komme nærmere ind på her. I psykologkredse vil nogen anse det for uprofessionel eller unødvendigt – men for mig, den målgruppe jeg arbejder med og ikke mindst den måde jeg arbejder på – ja da giver det mening. Jeg kan tage på museum med en klient fordi jeg har min egen klinik og selv bestemmer alt. Det er et kæmpe previlegie!
Men …… hvor ville jeg ønske, at ansatte i det offentlige kunne gøre det samme. At en ansat kunne møde klienten på den måde der passede til først og fremmest klienten, men også den ansattes fornemmelse som bygger på erfaring, uddannelse og ikke mindst et godt og støttende arbejdsmiljø. For det giver mulighed for skræddersyede tilbud, hvor borgere føler sig mødt og det giver mulighed for at de ansatte kan være noget unik uden at blive blottet. Det er en måde hvorpå vi alle bliver mennesker og ikke ansatte eller brugere i et system. Vi ER systemet sammen – lad og påvirke det med den mangfoldighed vi også ER udenfor det system vi lige på det tidspunk mødes i.