“Jeg sidder på en dykkerbåd ud for Barbados I Caribien og taler med en amerikaner. Jeg siger lidt drillende “In Denmark you can actualluy live the american dream – and that is because we are socialists” Jeg forklarede efterfølgende at man kommer gratis på universitetet, man får SU og hvis man bliver syg er der ikke risiko for at hele familien bliver ruineret. En af de lokale sagde så: “Oh – that’s why you guys are the happiest in the world – makes sense!”
Og ja det gør det! Og de muligheder og den form for sikkerhedsnet har fællesskabet været med til at skabe. Jeg er stolt af det fællesskab, når jeg er ude i verden. Jeg kan godt forklare at Grønland er en koloni – som Barbados var det til England – men jeg kan også sige, at vi forsøger at sige undskyld og mange er beviste omkring de privilegier og den blindhed, der kan være vores største overgreb i disse år.
Jeg er stolt af hvad fællesskabet kunne og stadig kan. Jeg er stolt af, at stå på skuldrene af dem der kæmpede før mig – det har jeg også skrevet i flere af opslagene HER. Jeg er stolt af arbejderklassen og jeg er stolt af de socialistiske kerneværdier.
For som jeg også skrev i valgkampen 2025 “værdier holder længere end valgløfter i en verden der er så foranderlig som vores” Alt ændrer sig – hele tiden! Økonomien har været en bakket dal siden 2008, verdensordenen politisk skifter og kan være en anden imorgen. I mine 50 år har jeg oplevet mennesker og lande skifter side i konflikter – i de seneste år med en hastighed, som har gjort mig ydmyg for på nogen måder at se frem i tiden.
Så hvad er det for Socialistiske kerneværdier?
Jo for mig er det:
Fællesskabet gør os til mennesker. Når jeg er fortaler for støtte til foreninger er det fordi, her skabes en kultur, hvor man inviteres ind – lærer noget nyt. Man bliver menneske, når man er en del af noget og nogen vil have én med. Det menneske som ikke er i et fællesskab forgår. En socialistisk kerneværdi er, at alle skal være en del af fællesskabet, der er ikke et “de” eller et “os”. Det betyder også, at hvis vi ikke er en del af langvarige og ærlige fællesskaber, så vokser vi ikke som mennesker! Vi vokser nemlig når nogen fortæller os at ‘det der kan du ikke tillade dig’ eller ‘hvis du opfører dig sådan, kan vi jo ikke være ven med dig’. Hvis ikke nogle gode kærlige venner siger det – så vi kan justere og forblive i fællesskabet – ja så får man som menneske, et falsk billede af sig selv og tror, at man er en anden eller noget andet end det alle andre ser. De fleste danskerer har nemlig gennemskuet, at Trump nok ikke har haft ærlige mennesker til at sige ham de sandheder på noget tidspunkt i livet!
Fællesskabet står over individet. Hele arbejderbevægelsen bygger på at stå sammen. Kæmpe skulder ved skulder for bedre forhold – for alle. Der er ingen der er udenfor hverken i kampen eller i sejre og nederlag. Og i de demokratiske systemer vi har bygget op i vores samfund, betyder det, at man kan ændre sin skæbne, men også blive grebet, hvis det går galt. Vi tror nemlig på, at hvis én af os kommer godt frem i verden – så gavner det os alle.
At man tilsidesætter sig selv i fællesskabets interesse. Når man f.eks. betaler skat og synes den er liiiidt høj – måske særligt fordi man aldrig selv har fået kontanthjælp eller været alvorlig syg og dermed har fået en dyr behandling. Jeg betaler skat i en erkendelse af at ‘det kunne have været mig eller en af mine nærmeste’.
Jeg vil slutte med at citere en sang, jeg spillede for en dykker fra England idag. Han er tydeligvis priviligeret – arbejder i bankverden med ‘international trading’ og lærte at dykke som lille med familien i Caribien. Tog lige 6 måneder mellem de seneste to jobs, for at arbejde i en dykkerbutik i Honduras (alle der dykker ved, at man i bedste fald får mad og tag over hovedet i sådan et ‘job’, så det kræver en økonomisk dækning andetsteds). Han har et andet politisk ståsted end jeg. Vi talte om en sang i foregårs, som han ikke kendte – jeg havde downloaded den og spillede den nu for ham.
Vi hørte første vers af Friends in Low Places (med Garth Brooks)
Blame it all on my roots
I showed up in boots
And ruined your black tie affair
The last one to know
The last one to show
I was the last one you thought you’d see there
And I saw the surprise
And the fear in his eyes
When I took his glass of champagne
And I toasted you
Said, honey, we may be through
But you’ll never hear me complain
Englænderen sagde “Aw – that sounds like at sad song” men jeg sagde “…… wait for it….!”
Og så kom omkvædet:
‘Cause I’ve got friends in low places
Where the whiskey drowns
And the beer chases – my blues away
And I’ll be okay
I’m not big on social graces
Think I’ll slip on down to the oasis
Oh, I’ve got friends in low places.
Vi talte om venskaber og hvad det er for noget. Nemlig nogen der stille op for én – og kæmper sammen med én – også til det sidste! – og det sidste kan også være, at dele en øl og den blues der altid kommer, når man er desillusioneret!
Det er det vi gør, bla. på de brune værtshuse, som jeg skrev om i et andet opslag om arbejderklassens helte.
NB: Og så får i lige lidt fotos fra Barbados – havskilpadder her er for mig hvad pindsvin er derhjemme. Jeg følger dem og revet når jeg er her – gennem afblegning i julen 2023 og ødelæggelse af orkan i 2024 og nu hvordan der kommer nye små koraller og vi på et dyk så 7 søheste (herunder en han med unger i maven). Dette i modsætning til 2022, hvor jeg så to på 10 dage. Jeg bor altid i samme lejlighed, som ligger tæt på min ven, der bor her. Hver dag går jeg på stranden og snorkler eller dykker for at se skilpadder og være i ro med mig selv i vandet.
