Efter at have kørt et par runder i Århus ad ruten Nørre Alle den ene vej og Klostergade retur, havde jeg ikke mange pæne ord til overs for indre by og manglende parkeringspladser. For jeg var ved at komme for sent til Jonas’ bogreception i Gallohuset. Det havde jeg ikke behøvet at være nervøs for – det burde jeg have vist. For er der noget sted man med sindsro kan komme for sent så er det hos Jonas – her er alt ok og helt tilladt. Han er overbevist om at vi alle gør vores Aller bedste hver dag!
Bogen hedder TeaterSky og er en meget personlig fortælling om at leve i verden med en neurodivergens. Om at tro blomsterhandleren synes Jonas er vild dårlig til at passe blomster – selv om hun ikke kender ham. Det antager han fordi hun beder om hans telefonnummer …… ‘så hun lige kan følge op på om blomsten klarer sig godt?!’ Jonas forstår først langt senere, at hun flirtede med ham!
Bogen er god – jeg kan anbefale den. Jonas er bedre! Han bærer mod i hjertet sammen med et følsomt sind, der tør at have nuancerne med i livet.
Jonas startede sin karriere som psykolog i psykiatrien, men blev fortvivlet over hvor lidt han oplevede at hjælpe. Han lagde mærke til at psykisk sygdom blev beskrevet ved symptomer og den psykiatriske behandling fokuserer på at fjerne disse symptomer. Når symptomer er væk er man rask.
Det er sådan set rigtigt. Men Jonas insisterer på mere – for hvad skal man bruge raskheden til? Og hvad hvis patienten, som en bivirkning af den medicinsks behandlingen ikke kan føle noget overhovedet – eller måske sover 16 timer i døgnet? Hvilket liv er der så?
Jonas begyndte at være kritisk – at kræve noget andet og noget mere. Nu er han ikke ansat i psykiatrien længere. For psykiatrien blev kort sagt fortvivlet over Jonas!
Jonas har istedet startet Projekt KUBA – det står for Kontekstuel Ualmindeligt Behageligt Alternativ (til psykiatrien forståes!). Det er ikke så mundret, så måske giver det mere mening at sige, hvad jeg holder meget af hos Jonas.
Han insisterer på følgende:
– At psykologer skal kunne trække stolen ind i mørket og sidde med klienten – ikke forsøge at fixe, bare være. Og det kan skam være ganske svært!
– At vi altid skal spørge klienten om hvad de ønsker at opnå – hvad er et godt liv for dem og hvad er indholdet?
– At alle der beder om hjælp i det etablerede system skal opleve at have et ‘rigtigt og ægte interesseret menneske’ foran sig.
– At det menneske først skal sørge for: Sikkerhed, tryghed, nærvær og omsorg. Resten må komme senere.
Jonas skriver læserbreve, han debatterer på Facebook og på TV i Clemens. Det er hårdt og jeg krymper mig til tider, når jeg ser, hvordan han tiltales – for jeg kender Jonas. Han er ikke en provokatør. Han er realist, nøgtern og ekstrem varm og omsorgsfuld.
Med denne fortælling fra mit eget liv vil jeg vise, at der er nogle som Jonas der kæmper – på trods af personlige omkostninger. Jeg vil også gerne åbne flere øjne for hvad der er af alternativer til den etablerede måde at tænke behandling på. Jeg er ikke til enten eller – vi er forskellige og har forskellige behov. Men de tilbud jeg ser nu, er ofte alt for ensrettet og mange mennesker føler sig oprigtigt ikke hjulpet – eller bare som minimum forstået og mødt på deres behov.
Så af mange årsager stor tak til Jonas for at åbne mine øjne for en hel ny verden – du gør en kæmpe forskel for mig, men vigtigere endnu – også for mine klienter og de værdier og den politik jeg også står for.
Du er en af de som gør, at jeg tør trække stolen ind i mørket og sidde der – for jeg kan tale om det med bl.a. dig. Du får mig til at spørge klienter ‘hvor skal vi hen du?’ Istedet for ‘hvad fejler du?’