På mit spejl har jeg et kort fra min veninde i den står: “Jeg hepper på dig fra første række”
Det siger mine veninder og jeg ofte til hinanden. For vi støtter hinanden og ved, at man kommer frem i verden, når man roser og støtter og er en del af et fællesskab.
Sætningen stammer fra min kollega og mentor ud i psykologi, bestyrelser, diplomati og kvindesag. Lisette Jespersen.
Dette opslag bliver lidt længere fordi den – af mange grunde – står mit hjerte nært <3
Jeg ringede til Lisette for at få lov til at lave dette opslag – hun vidste slet ikke hvor meget hun har betydet for mig. Det er en vigtig påmindelse om at få givet et skulderklap til dem som har betydet noget!
Nå men Lisette – i år har hun 50 års jubilæum i en kvinde basisgruppe. Det var grupper de oprettede med det formål, at få kvinder på talerstolene. Det var nemlig ikke så almindeligt i 70’erne.
Gruppen studerede mændenes strategier, øvede sig med hinanden og på offentlige arrangementer skiftes de til at tage ordet, for klogt og aktivt at træde ind i de demokratisk valgte styrende organer.
Når en af kvinderne stod frem, mødte alle de andre op og sørgede for at sidde på forreste række og klappe. Uanset hvad der blev sagt! For meningen var, at få kvinder ind på styrende og meningsdannende pladser og meningen var at støtte hinanden i en fælles sag, på trods af forskellige holdninger til sagen.
Det er en smuk måde at hjælp nogen og noget frem i verden.
Jeg sad i Arbejdes- og Organisationspsykologisk selskab under Dansk Psykologforening med Lisette og havde den store ære, at være meddirigent til Dansk Psykologforenings Generalforsamling med hende. Her har jeg oplevet noget, som ingen jeg til da havde mødt kunne – at stå fast på værdier og bringe dem frem politisk. At være en del af noget – og ikke insistere på at være nogen. At sagen er i fokus ikke personen og frem for alt, at have fokus på de, som ikke altid kan tale for sig selv.
At være en del af et fællesskab bygger et menneske op og i foreninger og dertilhørende bestyrelser møder vi alle typer af danskere – man lærer af hinanden og mønstre kan brydes for den enkelte og for organisationen.
Derfor: TAK til alle de frivillige kræfter der forandrer liv.
De der inviterer ind, brænder for og i alle frie timer sørger for tilbud til medborgere i alle aldre.