Traumeteknikker

Kursusbeskrivelse

Når vi oplever et traume, sættes vores egen formåen til at håndtere dette ofte ud af spil, og traumeoplevelsen kan lagres i vores bevidsthed på en måde, som gør det meget sværere at anvende vores almindelige ellers velfungerende forarbejdningsevne (informations bearbejdning). Når mennesket har haft traumatiske oplevelser vurderes der oftest klinisk, om de har udviklet symptomer på PTSD, dvs.

• Genoplevelser/påtrængende minder
• Undgåelse af aktiviteter og situationer
• Forhøjet alarmberedskab og vagtsomhet

De terapimetoder som specielt er fundet empirisk virksomme på PTSD er prolonged exposure, traumefokuseret kognitiv adfærdsterapi, Eye Movement Desensitization and Reprocessing (EMDR). De kan også siges at være de terapiformer, som er mest undersøgt i tidens løb, da de oftest er manualbaseret og derfor mere enkel at måle på i en videnskabelig sammenhæng (ISTSS[1] PTSD Guidelines 2018, s. 18). Behandlingsformerne som er nævnt her har oftest et direkte traumefokus, hvor de går ind og arbejder med selve traumeoplevelsen. Tilgangene kan kaldes top-down tilgange med et kognitivt perspektiv, hvor der er fokus på kognitiv refleksion, indsigt og følelser.

Det viser sig dog, at en række klienter ikke har PTSD, men alligevel slider med traumerelaterede lidelser, som undgåelse, overvældende følelser, angst, følelsesmæssig af lukkethed, lav selvværdsfølelse, eller andre følelsesmæssige eller kropslige besværligheder, som gør livet svært at leve.

Og at en stor del af traume klienter eksempelvis har vanskeligheder med at gå ind i traumeminder eller at tolerere eksponering in vivo, da dette ofte resulterer i forhøjet arousal og risiko for behandlingsstop. Samtidig viser forskningen, at traumerelaterede minder ikke nødvendigvis findes i en sammenhængende sekventiel tidslinje, hvilket gør det vanskelig at hente hukommelsen frem i nutiden. Dissociation kan, både ift. choktraumer og mere komplekse traumer forstyrre behandlingen af ​​traumeminder, hvilket gør eksponeringsterapi mindre optimal. Derfor ser der ud til at være et behov, for at klinikere har kendskab til andre behandlingsmetoder til behandling av maladaptive proceduralmæssige minder, hvor det arbejdes i et mere bottom-up perspektiv og ofte uden direkte traume fokus, her tages udgangspunkt i kropsreaktioner, overlevelsesstrategier eller sansemæssige fornemmelser. Klinikeren bør derfor have viden om styrker eller svagheder i de forskellige behandlingsformer, som eksempelvis hvornår og hvorfor de kan bruges.