Og hører du renere toner
skal du længes efter min stemmes
sprukne og kejtede klang.
Tove Ditlevsens digt som Anne Linnnet satte sammen på ny og indspillede med egen musik er en af de sange, jeg husker fra min barndom. Jeg kunne lide musikken og melodien. Som ung lagde jeg mærke til teksten – særligt de fire ovenstående linjer, har jeg båret med mig.
For hver gang jeg har siddet i noget dyrt, poleret og akademisk – ja nogen ville sige højtragende – så har jeg længtes efter den autencitet, der er i mennesker, som også har mødt livets hårde sider.
I aften var det J-dag. Jeg var med Lars på ‘brunt værtshus’ – altså der hvor man stadig må ryge forståes!
For der har jeg det bedst! Der kunne jeg finde en at tale med, om det at arbejde sig op inden for et fag, at det kræver mere end 37 timer om ugen i de fleste brancher, at være stolt af det man laver – selv om man bliver slidt og må bede om flexjob – og hvor svært det er. Hvor vigtigt det er at blive mødt af en rådgiver som forstår, at dette er sidste udvej – og på ingen måde ‘den letteste udvej’!
Det er defor jeg er idealistisk socialist. Fordi det har jeg forstået – det har jeg set. Selv om jeg ikke bliver anset for arbejderklasse idag, har jeg arbejdet nok til at kende værdien af og stoltheden ved ethvert arbejde. Jeg husker de kvinder jeg stod sammen med, da jeg klippede underbukser på akkord i 90’erne på JBS undertøjet. Jeg husker deres glæde når de havde 25 år jubilæum og deres sorg da deres funktioner skulle til østeuropa fordi timelønnen var mindre der.
Jeg husker de medarbejdere på en fabrik jeg skulle bistå, da der var massefyringer – jeg kom som ung organisationspsykolog kl 5 om morgenen, før nogen mødte ind, og var med til at planlægge, hvordan vi bedst tog hånd om både de som skulle afskediges, men også deres kollegaer gennem mange år, som var lettet over at blive, men i sorg over at miste skattede kollegaer. Der skulle bla. afskediges en afholdt medarbejder, der var startet som fejedreng i en alder af 16 år og nu var under et år fra at kunne gå på efterløn – det var ikke til at holde ud!
Jeg havde ondt i maven og ringede aftenen før til min supervisor og sagde “jeg er ikke erfaren nok, det kan jeg ikke – hvad hvis jeg kommer til at græde?” Han sagde kontant: “Hvis ikke du tager derud kommer der ingen! Så du er uanset et langt bedre bud, end slet ikke nogen!”
Jeg tog derud – og mønstrede al den mod og styrke jeg kunne. Og sammen med samvittighedsfulde mennesker fra ledelse, arbejdsmiljøgruppe og tillidsrepræsentanter gjorde vi det ingen af os havde lyst til – men på bedst mulige vis.
Idag kan jeg se, at netop det at jeg selv havde stået på fabrik og vidste noget om det, var min styrke – dengang troede jeg, at min medfølelse ville være en svaghed.
Respekt og ydmyghed overfor det som er andres elskede livsværk, hverdag eller hjemmebane, selv om det er noget jeg slet ikke selv ønsker eller passer ind i – det er noget af det jeg har taget med i livet. Det gør at jeg kan være i mange forskellige miljøer, jeg kan tale med alle og mine værdier er de samme – jeg vil aldrig påstå jeg savner at stemple ind kl 7 og ud kl 15.15 som på JBS – men jeg ved, at de som gør det, er en værdifuld del af det samfund jeg lever i og holder af. Vi er hinandens forudsætninger.
Virkeligheden er kompleks. Fordi vi er hinandens forudsætninger. Vi er stærkere i flok. Det er den den måde demokratiet udøves på, og mine værdier bliver ikke vasket væk af andre holdninger – de bliver en del af fællesskabets sammenkogte ret.
Så lad os udøve demokrati på en værdig måde – hvor vi bygger hinanden op, hepper på fællesskabets sammenkogte ret og udvider hinandens horisonter – ikke at forveksle med at få ret og overbevise.