Om efteråret når solen står højt på himlen og der er grønt og gyldent i skoven elsker jeg at gå der med mine hunde – jeg samler svampe, de bader i mudder og dufter til alt. Eller vi tager til stranden i Bremdal – vi går dertil og når vi er der vil hundene gerne bade. Selv nøjes jeg med en svømmetur i sommermånederne eller en dykkertur i Oddesund senest i efteråret.

Denne weekend var vejret på min side – jeg elsker sol og jo ældre jeg bliver des mere prioriterer jeg at følge naturen og udnytte når muligheden er der. Således fik jeg samlet svampe i Klosterheden, hjulpet med pindsvin hos en plejer og hygget i egen have med hundene.
Naturen spiller en stor rolle i mit liv – og det er en af årsagerne til jeg flyttede til Struer for godt 11 år siden. Da var jeg glad for at springe faldskærm i Lindtorp, dykke i Oddesund, ride i Klosterheden og gå med hundene til stranden. Struer har det hele hvis vi passer på det.
Naturen giver ro i sindet – jeg hører ofte mine klienter fortælle hvordan gåture af samme rute i skoven hjælper på stress, at råbe mod blæsten ude ved vandet giver lindring i sorg eller det at sidde og vente på at se vilde dyr i naturen giver en følelse af at være en del af noget større end en selv – noget man ikke kan eller behøver styre.


Senest har jeg selv fået stor fornøjelse af at være aktiv i bevarelsen af pindsvin i Danmark. Jeg har gennem 6 år fodret mellem 10 og 20 hvert år – men det er tydeligt for nedadgående – kan jeg se på det antal kg kattemad jeg bestiller. Jeg er senest blevet tilmeldt som chauffør i Pindsvineforeningen, hvor jeg kan køre nødstete pindsvin til de godkendte plejere, hvis ikke finderne selv kan komme til det. Denne weekend fik jeg lov at hjælpe med et kuld unger, der kom ind da jeg afleverede nogle krydderurter fra min have, som kunne bruges til pindsvin i pleje. Kuldet havde ligget hos deres døde mor, da haveejer fandt dem. En var desværre død under transporten men tre af dem var i live. Jeg hjalp med at børste flueæg af pelsen (for larverne kan æde et pindsvin levende) – således lignede det lille pindsvin til tider Hitlers fjerne kusine, når al pelsen var trukket til den ene side med en lille mascara-børste der blev dyppet i kogende vand ind imellem.
Men altså – det vi har i Struer kommune er unik. Det skal ikke ødelægges af mennesker eller skæmmes af industri. Der skal være plads til både natur, dyr og mennesker og det er vores ansvar.
Når vi passer på naturen kan vi bruge det vi har til også at skabe vækst. Vi skal fortælle potientielle tilflyttere om disse muligheder for et liv hvor tempoet er roligt og naturen er en mulighed for at bruge din fritid på en måde der give energi.