“Det er 1982 og foran Vejerslev skole stå en meget ung og nervøs spændt udgave af Dorte. Der er forinden taget fotos foran barndomshjemmet med skoletasken på ryggen. Der smiler jeg meget mere. Den røde og grønne skoletaske var nøje udvalgt og købt i sommerferien og prøvet adskillige gange siden da – jeg havde nemlig glædet mig meget til at starte og skoletiden var skøn for mig! Da vi første dag fik skemaet (der var sponsoreret af Arla) var jeg solgt – de små firkanter hver dag, med klistermærker vi satte på, viste hvordan dagen skulle afvikles – jeg ELSKEDE den struktur!”
Der er mange grunde til, jeg elskede den struktur, der hele livet har været min følgesvend. Den har nemlig gjort, at mine evner og energi kunne sendes i en konstruktiv retning. Det lykkes i min folkeskole. Så meget at mine forældre kunne sige ‘hvis du ikke spiser din morgenmad kommer du ikke i skole’ – for det med appetitten om morgen har heller ikke faldet mig let. Jeg var priviligeret fordi jeg gik i en klasse med 7 drenge og 7 piger. På hele skolen var der 100 elever. Når man kom i fjerde klasse var vi hver tredje måned aktiv med til at vælge hvordan vores kreative fag skulle bruges – i en demokratisk proces hvor man kunne trække sig og være ganranteret en plads næste semester eller komme ud i lodtrækning og have tabt det privilegie. En vigtig læring om forhandling og det at gå på kompromis.
Da jeg senere blev PPR psykolog startede jeg på Kvaglundskolen i Esbjerg. Det var en åbenplansskole der dengang havde 700 elever, 2 – 3 spor og 21 forskellige sprog. Jeg tænkte første dag jeg gik ind ‘if you can make it here you can make it anywhere’ – det gjalt både for børnene og en nyuddannet psykolog! Senere fandt jeg ud af, at det var en fantastisk skole at arbejde på – jeg tænker stadig tilbage med varme tanker til både børn, forældre og ansatte på skolen <3
Så hvorfor skal i høre om mine erfaringer omkring skoler? Jo det skal i, fordi jeg synes, det er noget af det vigtigste redskab vi har i samfundet, når det gælder om at hjælpe børn og unge, lade dem blive set og hørt og ikke mindst hjælpe til at de får mulighed for at blive borgere i et samfund de forstår, holder af og kan være med til at påvirke i den retning de som voksen synes.
Derfor er det vigtigt at alle har det godt i skolen! Da jeg var lille hadede jeg idræt. Fordi det var koldt, jeg er en boldfumler og klassisk holdsport interesserede mig slet ikke. Jeg havde min hest og holdt af biblioteket! Mit store held var at idræt var to gange om ugen og via den demokratiske proces lykkes langt de fleste gange at sikre mig en plads på hhv svømning eller skydning (hvor et stort plus var at jeg ikke skulle klæde om!) Men hvad hvis det var omvendt? Hvis jeg skulle have idræt alle timer og kun boglige fag 2 timer?? Sådan er der sikkert nogen der oplever folkeskolen – desværre.
Derfor har jeg altid ønsket at kommuner bevarer skoler – også selv om de biler små. De mindre skoler giver mulighed for et specialiseret fokus. I Struer har Parkskolen længe haft et mere bogligt og internationalt fokus – der kan følges op på gymnasiet hvor der også er en international linje med dertil hørende kostskole. Der findes privat naturbørnehave i Resen (tilknyttet friskolen). Hvorfor ikke en skole der har kunst i form af musik, maleri og digtning som profil? Eller en skole som lægger op til at bruge hænderne mere og derfor har fokus på fra de små klasser at bruge og udnytte viden og tradition fra de håndværkerfag, som vi efterhånden mangler studerende til?
Børn skal have mulighed for at blive anerkendt på mange forskellige måder – ikke bare dee boglige. Børn skal hjælpes ind i fællesskaber. Inklusion er ikke at være i en ‘almindelig klasse’ – det er at klasserne er indrettet således alle børn kan være der og føle sig som en del af et fællesskab mens de lærer om både livet og de fag der er på skemaet!
Derfor tak til mine lærere gennem tiden i folkeskolen – og tak til alle de lærere og pædagoger som idag gør en forskel. En STOR forskel.